Project Description

Det er ikke nok, at vi har dygtige ledere og medarbejdere

        De skal også kunne spille deres kolleger stærke



Et stærkt sammenspillet hold kræver, at man kender hinandens styrker, og ved, hvordan man bedst kan spille op til den anden, så der kommer en brandgod afslutning ud af det. Og man ved, hvor ærgerligt det er at se en enkelt spiller løbe selv med bolden, når der står en anden fri til at sikre bolden i mål.

Men underligt nok, så er det som om vi slet ikke ser sammenhængen, når vi skal samarbejde om at nå i mål på arbejdspladsen.
Vi er tilbageholdende med at tale om, hvad vi er gode til (ud over det rent faglige) i forhold til samarbejdet. Og det, vi er dårlige til, adresserer vi slet ikke i den indledende runde af samarbejdet, ud fra devisen “Hellere tie og prøve at undgå” end at være straight forward og finde ud af, hvem der evt. kunne være bedre end dig.

Spil hinanden stærke

At ”spille hinanden stærke” handler om at hylde forskellighederne, være bevidst om egne styrker, og arbejde sammen på en måde, så alle præsterer deres bedste og mærker succes.
Medarbejderne skal turde fortælle hinanden, hvordan de personligt har det bedst med at løse en opgave. Og de skal gøre det klart for kollegerne, hvor de har deres svagheder – hvad der får dem til at præstere værst. Og hvordan de skal spilles op til, så de levere deres bedste.

Mere af det samme er nemt, men ikke godt

I stedet for at hylde styrken i forskellighed ser jeg ofte i stedet den berømte ”Rip, Rap, Rup-effekt” i virksomhederne: Tanken om at en særlig persontype vil sikre virksomheden succes – og derfor besætter vi alle stillinger med (stort set) den samme profil.
Det virker logisk – men er ikke så klogt, som det ser ud. Det skaber nemlig store huller i den nødvendige kompetencemasse, som kræves for at sikre resultaterne på den lange bane.

Skab bevidsthed om, hvad det er for nogle styrker, I har i virksomheden.

Og kig ikke kun på de faglige – husk også at lægge vægt på kompetencer som “sammenspilskraft” og “at få andre til at vokse”.

Silo-ledere arbejder ikke i teams

Afdelingsledere med et fokus, der hedder “jeg skal sikre min egen afdeling” frem for “jeg er her for at bidrage til dette fællesskab, for virksomhedens skyld. Hvordan kan jeg gøre bedst nytte?”, kan slet ikke kalde sig et lederteam. Det kræver et helt andet mindset at blive et TEAM.

Ledergrupper, der arbejder på at blive et stærkt og sammenarbejdet team, viser sig ofte at blive langt stærkere ledere i egen afdeling OGSÅ. Og står højere i meningsmålingerne…

Jeg hjælper jer med at diskutere de visionære mål for ledergruppen, som hver enkelt leder forpligter sig til, og til en bevidsthed om jeres forskelligheder og sammenhængskraft, der skal gøre jer til et stærkt lederTEAM.